We Live In Time

Filmen kaldes en romantisk dramakomedie og er en af disse ”rigtige” historier, som er nem at gå til og nem at relatere til. Min søn betegner med slet skjult foragt sådan en film som ”menneskefilm”. Jeg kan nu godt lide menneskefilm.

Almut er en ung fremadstræbende kok, som en aften kommer til at køre en fyr ned. De to viser sig snart – trods fundamentale forskelle – at have en stærk tiltrækning, og vi følger herefter deres samliv med de op- og nedture der følger med. Filmen strækker sig over en del år, og springer mange gange i tid, og det forvirrer en smule i starten, indtil man finder ud af, hvad man skal kigge efter, så man kan orientere sig i historien.

Almut har store ambitioner, og glemmer lidt, at hun har mennesker omkring sig, der bliver sårede, når hun ikke regner dem med ind i sine planer. Tobias er som man siger på svensk en ”helyllekille” – en ganske usandsynligt stabil og sød drømmefyr, der har hele sit fokus på sin kæreste og hendes ønsker, og kigger forelsket og forstående på hende med sine varme brune øjne.

For at det hele ikke skal blive alt for sukkersødt, rejser filmen spørgsmålet, om man i mødet med alvorlig sygdom for enhver pris vil kæmpe for at leve så længe som muligt – eller er livskvalitet en så relevant faktor, at den kan virke vigtigere?

Skuespillerne spiller over hele linjen meget naturligt og troværdigt.

Noget, jeg syntes særligt godt om, var, at det seksuelle element ikke blev overdrevet, selvom filmen handler om kærlighed og parforhold. Det er absolut muligt at vise kærlighed overbevisende på film, selv om der ikke vises særlig meget nøgenhed og rå sexscener, som i mange film godt kan virke lidt overmættende. Syge Almut virker dog ikke helt realistisk. En scene, hvor Tobias klipper hendes hår kort, bliver lidt klichéagtig, nærmest: ”og nu sagde vi, at Almut var dødssyg” Særligt da hun under hele forløbet forbliver smuk og strålende og energisk, og netop ikke taber sit hår. Selvfølgelig behøver man ikke tabe sit hår, men hvorfor så egentlig have hårklipningsscenen med? Det føltes lidt som, at det blev skåret for meget ud i pap.

Jeg synes ikke, filmen er så sørgelig, som den er beskrevet som, for hvis man kan dø med den vished, at ens barn bliver taget vare på af verdens rareste mand, som endda er hendes far, og som gør alt for at ære ens minde, så er der da egentlig ikke så meget at være ked af det over.

Links
Arkaden ~ ekko ~ The Guardian