Digger

Man kan sikkert kalde den mexicanske instruktør Alejandro Ińárritu’s apokalyptiske øko-katastrofe film mange ting. Men man kan ikke kalde den uambitiøs eller halvhjertet. I en tid, hvor politikere, eksperter, men også alle vi andre er optaget af en – synes vi selv – meget alvorlig drøftelse af mulige katastrofer, hvor det ene rædselsscenarie sættes op efter det andet, og hvor snakken fortsætter af samme spor, fordi vi, når det kommer til stykket, ikke for alvor tør sætte ord på miseren, kommer denne sorte komedie, der sætter fingeren på en vigtig faktor i denne misere: løgnen, hykleriet, selvbedraget – og ikke mindst hvilken historie skal der fortælles, når katastrofen er nær? Ikke nødvendig den sande, men den “rigtige”!

Er det fortalt i denne film subtilt og afvejet? Nej! Det er “over the top” på alle måder. Er det bidende morsomt og overraskende? Afgjort! Mange vil finde den trættende og irriterende. Men jeg grinede mig gennem alle to timer. Vi kan ikke komme uden om, at vanviddet orkestreres af Tom Cruise, der er fuldstændig mageløs som olie-magnaten Digger Rockwell, en ældre, godt polstret, usoigneret rig forretningsmand, der – på grund af sine boringer i Grønland – har forårsaget, at en kæmpe isflage har revet sig løs og er på vej mod Europa, hvor den med stor sandsynlighed vil smadre det meste af kontinentet.

Digger, hans personlige ven, en rablende skør og brovtende præsident (spillet af en uhyre veloplagt John Goodman), og en gruppe tåbelige middelmådige mænd, skal beslutte, hvad der skal ske i denne højdramatiske situation (i det lokale, hvor de sidder i al deres selvhøjtidelighed, er der kun hvide mænd – naturligvis). Det store spørgsmål er: Vil de alvorligt og seriøst fokusere på, hvordan man kan undgå færrest ulykker eller handler det om at få fortalt den “rigtige” historie. Det handler selvfølgelig om, hvilken historie der skal fortælles i en krisesituation.

Der er flere skøre “overspillede” situationer, hvor Digger afslører verdens lederes hykleri. De tordner imod ham og forarges over Diggers olieeventyr, men de lever jo af det! Det hele afleveres med overskud, og filmen er fyldt med referencer til alverdens aktuelle emner. Til tider bliver det næsten for meget, for kompakt. Om man kan lide den eller hader den, så fylder Cruise rollen som Digger ud med bravur. Denne vildmand har naturligvis en lille hvid kat, som har hans dybeste omsorg, tydeligvis en kunstig kat – kitchet ja, men endnu et lille hint om, at hele denne fremstillede verden er en forloren kliché.

Filmen foretager flere overraskende skift, som ikke skal afsløres her. Iñárritu er jo en gennemreflekteret instruktør med blik for, at det, han laver, er underholdning, ikke manifester eller dokumentar, og her har han skabt en sylespids kommentar – ikke kun til den beskrevne verdensorden, men også til selve det at lave underholdning. Kan et kunstværk overhovedet “vække os”, eller drukner selv de vigtigste emner enten i selvbedrag eller uforpligtende latter? Filmen er ubekvem, den er bombastisk, til tider alt for meget, men ingen kan sige, at den ikke er morsom.