Dobbeltfejl

I en afgørende scene i slutningen af Amalie Næsby Ficks filmatisering af Anne Mette Kirks roman Dobbeltfejl ser vi den kvindelige hovedperson, ejendomsmægleren Anne Sofie, gå ind til sin søn. På væggen hænger forskellige posters og bon mot, herunder sort på hvidt sangtitlen på en Beatles klassiker ”All you need is love”. Fordringen passer i den grad på den mentale situation, som moderen befinder sig i. Hun elsker sin Frederik, og det betyder, at hun vil gøre alt for at redde sønnen. Også for sin egen skyld. Det er kærlighed, som er historiens røde tråd. På godt og ondt.

Dobbeltfejl handler om mødre, som ’per natur’ ikke helmer, når barnet er i krise. I filmens begyndelse ser vi, hvordan Anne Sofie og hendes bedste veninde, Sarah, nyder hinandens selskab til en fest på den skole, hvor begge deres drenge går i henholdsvis 7 og 6 klasse. Anne Sofies søn, Frederik, er et tennistalent, og det har han ikke fra fremmede, fordi både morfar og Anne Sofie har gjort karriere i den sportsgren. Man kan roligt sige, at der hviler et vist forventningspres på Frederik. Sarahs søn, Oskar, er derimod sky, men qua mødrenes venskab har de to drenge også de en historie sammen. Måske er Oskar autist, hvad Sarah betror Anne Sofie til festen, mens de to får sig en smøg og et glas rødvin, to fornøjelser der er strengt forbudte på skolen.

Sarahs tvivl om Oskars introverte drejning bliver senere brugt i den dramatiske historie, der just starter til denne fest, hvor vi bliver præsenteret for endnu et tennistalent, NC, hvis moder, Ulrikke, er ganske ung, og som pædagogstuderende falder hun lidt udenfor det midaldrende og materielt velkonsoliderede lag, som slyngveninderne tilhører, ejendomsmægleren i særdeleshed. Anne Sofie vil gerne hjælpe sin veninde, så da de to tennisspillere annoncerer, at de vil forlade festen, beder hun om, at de tager Oskar med. Så har vi balladen.

Who done it

En stor del af filmen har who-done-it-karakter, helt på linje med den helt igennem fremragende tv-serie Adolescence. Oskar bryder sammen, siger han er blevet forulempet af de to næsten voksne drenge. Hvem taler sandt? Skolen, politiet, psykologer og velfærdsstatens myndighedsinstanser mobiliseres. Processen splitter samtidig de to hjerteveninder. Hvor Anne-Sofie tidligere kaldte Sarah for ’min skat’, fordufter intimiteten, fordi deres drenge står på hver sin side. Hvor den ene siger ’ro på’, der insisterer den anden på at ofrets udlægning skal anerkendes. Og det er ikke fordi de to anklagede står last og brast, idet Frederik og NC er hinandens indædte modstandere i tennisklubben. Anne Sofie har for længst luret, at NC i den grad truer Frederik som klubbens stortalent. Intet hænger sammen, hvilket dramaturgisk set er vellykket. Det vil sige, at spændingen er maksimal.

Som sagt bruger Anne Sofie venindens fortrolige uro hvad angår Oskars udvikling og som måske manifesterer sig symptomatisk ved, at han foretrækker at lege med Lego fremfor at være en del af skolens sociale fællesskab. Vi følger primært Anne Sofie i det detektiviske arbejde, der er alt andet end uselvisk. Hendes moderkærlighed er ren – eller er den?

Videoen der siger alt

Jeg har ikke læst Anne Mette Kirks romanforlæg og ved derfor ikke om det er i den fortælling eller om det er i Nicolaj Arcel og Sara Isabella Jønssons bearbejdning, at vi får en mere end meget vigtig brik forærende, nemlig en video som Frederik optog den aften på skaterpladsen. Den vender historien på hovedet, for den viser umisforståeligt at Frederik er overgrebsmanden og ikke NC, som indtil da er blevet fremstillet som aggressiv og farlig for omgivelserne. Han opfører sig heller ikke sympatisk over for sin moder og har tilmed et kvasi-arisk look, så de sociale fordommes pile peger på ham som skurken. Anne Sofie får gravet snavs frem om NC, og Sarah tager informationerne til sig. Så kan de to kvinder igen nærme sig hinanden, mens underklassen bliver ofret.

På dette tidspunkt i filmen er plottet afsløret for tilskueren: videoen er det grumme bevis men Anne Sofie vælger at gemme Frederiks telefon, og til politiet siger hun, at den desværre er blevet væk. Moder og søn kender sandheden, men moderdyret laver en forskydning der rammer den socialt svagtstillede Ulrikke og outsideren NC. Den sidste afgørende fjerdedel af Dobbeltfejl er således bundet til Anne-Sofies kamp om at manipulere med sandheden.

Dramaturgiens ABC

De anmeldelser jeg har læst af filmen, er alle ganske rosende, det er jeg sådan set også. Men der skal skubbes et stort men ind lige netop i denne afsluttende del. Min kritik kræver en parentes om Aristoteles dramaturgi, som den udfoldes i hans Poetik. Man kan roligt sige, at filmens manuskript konfirmerer den klassiske dramatiks regelsæt. Sandhedens øjeblik, kaldet aletheia, markerer, at et slør falder, at illusioner afsløres, og den pointe får vi, da Anne-Sofie en nat lister ind til Frederik og napper hans telefon. Men i stedet for at offentliggøre sandheden vælger hun at insistere på at lyve og fastholde, at den eksisterende orden er stabil og livskraftig – hvad hun ved er løgn. Denne livsløgn kalder Aristoteles for hamartia, og jeg må tilføje, at det er en særlig variant af hamartia, filmen manifesterer, netop fordi Anne- Sofie vitterlig ved, hvad der skete den aften på skaterpladsen. Men benægtelsesfasen er lang og sej. Moderdyret bedrager verden, sin bedste veninde, sin mand, skjuler sandheden for alt og alle.

Det kræver sit, og det psykologiske drama bliver visuelt orkestreret med meget hyppig brug af nærbilleder, der demonstrer, hvor god en skuespiller Sidse Babette Knudsen er. Sofie Gråbøl er selvfølgelig også god som Sarah, men det er Babette Knudsen, der har den gode rolle som den onde. Manuskriptet strammer grebet om den alt for troværdige utroværdige ejendomsmægler med den indsmigrende smil, som er så fordækt.

Men denne forældreskabsthriller kan selvfølgelig ikke munde ud i den nedslående morale, at den løgnagtige overklasse ender med at vinde slaget. Det er ikke utænkeligt, at det er sådan i den virkelige verden, men i filmens univers er vi vant til, at dramaturgiens love skal overholdes. Derfor rykker det i Anne-Sofie.

I længden kan hun ikke leve med sit bedrag; Aristoteles opererer med begrebet anagnorisis, der betyder genkendelse eller at virkeligheden sætter sig igennem i forhold til blændværket. Og det er ikke nok at erkende, hvordan det virkelig forholder sig, siger Aristoteles. Der skal handles efter den nye indsigt, som i dramaturgiens lærebog kaldes peripeti. Derfor ender Anne- Sofie med at afsløre sandheden. Moder og søn opsøger Sarah, og Oskar får sin undskyldning. Det samme gør Ulrikke, men der er skaden allerede sket. Den enlige moder må igen flytte, og NC har ikke udsigt til at få et bedre liv, selv om han er fortjent det. Og de to drengens finalekamp ender uforløst, fordi Frederik nærmest bryder sammen. Ikke fysisk men på grund af samvittighedskvalerne. Meget sent forstår Anne-Sofie at hendes sportslige ambitioner på sønnens vegne har gjort livet svært for Frederik. På den måde ender Beatles’ 68 motto med at ramme historien ind. For en sand kærlighed kan ikke leve, hvis den er baseret på en løgn. Ergo er det sidste vi ser en moder og søn, der må revurdere de værdier, som skal styre livet.

Sprækker i facaden

Kommer det bag på tilskueren? Næppe. Af to grunde. For det første fordi den ortodokse dramaturgi, der kulminerer i filmens vigtigste del, har udstillet Anne-Sofies livsløgn. Det betyder, at spændingen efter min mening ganske fordufter. Man sidder bare og venter på ejendomsmægleren indser, at løgn og selvbedrag undergraver alt.

For det andet fordi filmen allerede i første scene har anticiperet moralen. Vi ser, at Anne Sofies villa har sprækker i den store altans vinduesparti. Facaden er ikke helt i orden, og vinduessymbolikken bliver gentaget et par gange. I en berømt Leonard Cohen-sang hedder det at sprækker giver mulighed for at lyset kan trænge ind, i Næsby Ficks film er det snarere billedlig talt mørket, som smyger sig omkring og ind i ejendomsmæglerens minipalads.

Men der kan Dobbeltfejl jo ikke slutte, for Leonard Cohen har ret: alt håb er ikke ude så længe, der er revner i overfladen, som gemmer afgrundsdybet. Lyset bryder frem, og sådan forvandles langt om længe ejendomsmægleren og den forråede søn. Forsonende accepterer Anne-Sofie, at Frederik vil stoppe med at spille tennis, og at hun selv må forandre sig radikalt. En ganske opbyggelig udgang. Næppe overraskende. Lige efter bogen. Problemet med Dobbeltfejl er just, at for meget kører lige efter lærebogen i dramaturgi.