Kirken og filmkunsten har noget at tale om
Præster og filmskabere beskæftiger sig med nogle af de samme store spørgsmål om menneskelivet. Alligevel mødes vi alt for sjældent. Det er på tide, at vi begynder at tale sammen.
Det er egentlig mærkeligt. Kirken og filmkunsten har så meget til fælles, og alligevel lever vi i vid udstrækning i hver vores verden. Den ene arbejder med billeder, der kan brænde sig fast i vores erindring. Den anden med ord, der skal kunne bæres gennem et liv. Begge forsøger at finde et sprog for det, der ikke altid lader sig forklare. For kærligheden og skylden, for ondskaben og håbet. For menneskets evne til at ødelægge og dets mulighed for at begynde forfra. Begge ved, at en fortælling kan ændre et menneskes blik på verden. Så hvorfor taler vi ikke mere sammen?
Måske fordi vi har vænnet os til at betragte kunsten og kirken som to adskilte verdener. Den ene hører til i biografmørket, den anden i kirkerummet. Men mennesket, som sidder i biografen lørdag aften, er jo det samme menneske, som måske sidder på kirkebænken søndag morgen. Med den samme længsel. Den samme tvivl og de samme spørgsmål til tilværelsen.
Når kunsten fortæller os, hvem vi er
Filmkunsten er blevet et af de vigtigste steder, hvor vi undersøger, hvad det vil sige at være menneske. Her møder vi mennesker, som ikke altid er sympatiske, og som sjældent lader sig indfange af enkle moralske kategorier. Mennesker, der elsker og svigter, træffer forkerte valg og forsøger at leve med konsekvenserne. Ofte er det netop i mødet med disse ufuldkomne skikkelser, at vi genkender noget af os selv.
Den gode film giver os ikke nødvendigvis svar. Den kan tværtimod gøre os mere usikre på det, vi troede, vi vidste. Den kan tvinge os til at se verden fra et andet menneskes perspektiv og opdage, at virkeligheden er mere sammensat end vores egne forestillinger om den.
Det er ikke så langt fra evangeliets måde at fortælle på. Også Jesus fortalte historier, der forstyrrede de gængse forestillinger om retfærdighed, skyld og menneskelig værdighed. Hans lignelser gav sjældent tilhørerne den bekvemme bekræftelse, de måske havde håbet på. De vendte ofte tingene på hovedet og tvang mennesker til at tænke anderledes. Derfor har filmkunsten og evangeliet noget væsentligt til fælles: De kan åbne vores øjne for det menneske, vi ellers risikerer at overse.
Kirken skal ikke bruge kunsten – den skal møde den
Alt for ofte bliver forholdet mellem kirke og kunst et spørgsmål om, hvordan kirken kan bruge kunsten. Hvordan kan en film illustrere en bibeltekst? Hvordan kan et kunstværk gøre et kristent budskab mere forståeligt? Men måske begynder den virkelig interessante samtale først, når vi holder op med at betragte kunsten som et redskab. For kunsten skal ikke tjene kirken. Den skal have lov til at være fri, tvetydig, uregerlig og undertiden direkte provokerende. Netop derfor har kirken brug for den.
Ikke for at få bekræftet det, vi allerede mener, men for at blive udfordret på vores egne selvfølgeligheder. For også kirken kan blive så fortrolig med sit eget sprog, at den glemmer at lytte til det, der bliver sagt uden for dens mure.
Omvendt har teologien noget at bringe ind i samtalen med filmkunsten. Den rummer århundreders refleksion over menneskets sammensathed, over skyld, ansvar, tilgivelse og nåde. Over den mulighed, at et menneske aldrig kan reduceres til sine handlinger eller sin historie. Det er ikke småting at være fælles om.
Vi har brug for fortællinger, der gør modstand
Vi mangler ikke fortællinger. Tværtimod. Vi omgiver os med dem fra morgen til aften. Streamingtjenester, sociale medier og nyhedsstrømme leverer et næsten uafbrudt flow af billeder og historier, som kæmper om vores opmærksomhed. Men der er forskel på at blive underholdt og at blive berørt.
I en kultur, hvor stadig mere skal kunne forbruges hurtigt, risikerer vi at miste tålmodigheden med de fortællinger, der kræver noget af os. Dem, der ikke straks lader sig afkode. Dem, der tør dvæle ved menneskets modsigelser og lader spørgsmålene stå åbne. Her har både kirken og filmkunsten et ansvar. For ikke alt væsentligt kan omsættes til hurtige pointer og letfordøjelige budskaber. Noget må fortælles langsomt. Noget må forblive gådefuldt. Og noget bliver først forståeligt, når vi har levet med det et stykke tid.
Den tyske sociolog Hartmut Rosa bruger begrebet resonans om de øjeblikke, hvor verden ikke blot passerer forbi os, men taler til os og kalder på et svar. Det kan ske i en biograf. Det kan ske i en kirke. Måske er det netop sådanne øjeblikke, vi skal blive bedre til at skabe rum for. Ikke ved at gøre vores fortællinger mere effektive, men ved at turde lade dem være åbne, vedkommende og menneskeligt forpligtende.
En samtale, vi vil være med til at fascilitere
I Kirke og Film mener vi, at tiden er inde til at bringe filmfolk og kirkefolk tættere på hinanden. Ikke blot som publikum og oplægsholdere, men som fagfolk, der har noget væsentligt at lære af hinanden.
Hvad sker der, når en filminstruktør udfordrer præstens måde at fortælle på? Når en manuskriptforfatter møder teologiens forestillinger om skyld og nåde? Eller når en præst bliver konfronteret med en films menneskesyn, som ikke lader sig forene med de sædvanlige teologiske forklaringer? Det ved vi ikke på forhånd – og netop derfor er det værd at undersøge.
Filmkunst og Evangelium
Kirke og Film arbejder i øjeblikket på at udvikle et nyt, eksperimenterende kursus i regi af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) under overskriften: Filmkunst og Evangelium – Hvem fortæller mennesket, hvem det er?
Ambitionen er at skabe et levende arbejdsfællesskab, hvor præster, filmskabere og andre professionelle fortællere kan mødes på tværs af deres fagligheder og udfordre hinandens blik på mennesket. For vi tror, at der kan opstå noget betydningsfuldt, når kirken og kunsten ikke blot taler om hinanden, men begynder at tale med hinanden. Ikke fordi vi nødvendigvis skal nå til enighed, men fordi vi har brug for nogen, der tør stille spørgsmål til vores svar, og fordi vi måske først for alvor begynder at forstå vores egne fortællinger, når vi lytter til andres.
Af Mia Lund Rao, formand for Kirke og film