|
Forside
Om os, kontakt, medlemskab
Kirkebio, ideer, legal filmvisning
Filmanmeldelser
Materialer
Filmlitteratur
Gabriel
Interfilm
Kurser
Foredrag
Vision
Links
Riten
|
Med hilsen fra mødestedet:
Interfilm-seminar i
Örebro 2000
Af Bo Torp Pedersen
I det 13. og 14. århundrede kontrollerede Hansestæderne i almindelighed
handlen i Nordeuropa, og deres indflydelse rakte så langt nordpå som til
Örebro i midten af Sverige. Örebro blev et vigtigt mødested for
handelsfolk og købmand fra Nord og Syd. Også i dag er det én af Sveriges
mest betydningsfulde byer, bl.a. inden for IT-branchen, og nogle få dage i
begyndelsen af juni dette år var Örebro desuden mødested for en lille flok
af kirke og film-entusiaster fra en række europæiske lande.
Man kan ikke mødes i Sverige for at drøfte forholdet mellem den syvende
kunstart og den kristne tro og kirke uden at tage hensyn til Ingmar
Bergman. Fra Bergmans store værk havde arrangørerne - Ylva Liljeholm fra
Örebro Lens filmarbejde og Karin Nyberg Fleischer fra Svenska Kyrkans
Kulturråd - valgt den forholdsvis sjældne tv-film fra 1969, "Riten".
Filmen stiller skarpt på konfrontationen mellem tre kunstnere og en
dommer. Dette er den modernistiske Bergman, som på linje med Antonioni og
andre i 1960'erne beskriver ensomme og desperate mennesker. Verden lider,
og Bergman gør oprør mod en Gud, som har dømt mennesker til livet. Men der
er også en næsten postmoderne Bergman i denne film, idet den beskriver det
indviklede rollespil mellem personerne, og det sker på en uigennemsigtig
måde, der kan få tilskuerne til at associere til nutidens førende
skandinaviske postmodernist, Lars (von) Trier og "Idioterne".
Maaret Koskinen fra det filmvidenskabelige institut ved Stockholms
Universitet holdt et foredrag på Örebros smukke gamle borg. Koskinen talte
om nogle nøgle-begreber i Bergmans univers og fremhævede bl.a., hvordan de
har udviklet sig gennem årene. Man kan således skelne mellem en vis
periode, hvor tvivlen om Gud er i centrum, og en efterfølgende periode,
hvor filmene problematiserer kunsten og dens væsen. "Riten" er et eksempel
fra sidstnævnte periode. Gudsbegrebet behandles indirekte og metaforisk -
det beskrives afklaret negativt - mens det centrale er problematiseringen
af kunstnernes - her skuespillernes - funktion. Efter dommerens behandling
af deres forseelser, som i øvrigt aldrig specificeres, opfører
skuespillerne deres rituelle forestilling, som er en dom over dommeren og
årsag til hans død (ved hjerteslag). Koskinen gik så langt som til at
konkludere, at Bergman er ude af stand til at beskrive menneskelig godhed,
og at den store filmkunstner ironisk nok selv foretrækker teatret som
kunstart, og at han anser musikken for menneskehedens mest positive og
helende redskab.
Filminstruktørerne Stefan Jarl and Bo Widerberg er eksempler på den
betydelige anti-Bergman-del af svensk film. Jarls egen fremtræden på
konferencen gav et stærkt indtryk af det Bergman-trauma, som han og andre
jævnaldrende instruktører - nok ikke fuldt ud berettiget, men ikke mindre
hårdt - lider af. Jarls meget personlige dokumentarfilm om den afdøde ven
og kollega Widerberg, "Liv till varje pris" (1998), er en fin og nyttig
påmindelse om de svenske filmfolk, hvis film repræsenterer et socialt
engagement og et positivt humanistisk livssyn. Jarl beundrer den måde,
hvorpå Widerberg formåede at kombinere attraktive romantiske elementer med
samfundskritiske elementer - allerbedst måske i én af hans første film:
"Kvarteret Korpen" (1963). Jarl, som tidligere også har lavet nogle film
med socialt provokerende og/eller økologisk sigte, er flere gange blevet
opfordret til at lave en dokumentarfilm om en anden god ven, nemlig den
fremragende antropologiske filmskaber Arne Sucksdorff, der nu er 83 år
gammel og bor i Sydamerika. Sucksdorffs mest berømte film er formodentlig
"Mitt hem är Copacabana" (1965). Nu er projektet blevet til noget. Filmen
hedder "Skönheten skall rädda världen" og havde for nylig verdenspremiere
på Båstad filmfestivalen - en festival, hvis ledelse Jarl overtog fra
Widerberg, da denne døde.
|
|
|
Endelig fremstår der nu en ung generation af svenske filmmagere, der
overhovedet ikke har Bergman-traumer. Lukas Moodysson er én af dem. "Fucking
Åmål" er som ungdomsfilm en parallel til tidligere ti-års film om
utilpassede unge. Her er det dog ikke forældrene, der er hovedfjenden; de
er simpelt hen ikke i stand til at kommunikere med de unge. Konflikten i "Fucking
Åmål" står primært mellem flertallet af de unge og de to hovedpersoner: To
piger, som adskiller sig fra hoben ved at acceptere deres særlige
indbyrdes venskab og den lesbiske dimension heraf. Den voksne tilskuer kan
sagtens forstå og måske sympatisere med de to piger, men flertallet af de
unge forbliver også ubegribelige for os - som en fremmed stamme uden
forbindelse med den verden, vi andre kender.
Den sociale tendens fortsatte i to britiske film på seminaret. Jasmin
Dizdars "Beautiful People" er en sort komedie om meget forskellige
indvandrere og temmelig exotiske englændere i dagens London. Fodboldbøller
og krigen på Balkan har en vigtig plads i denne fragmentariske fortælling,
som godt kunne have brugt endnu mere sort humor, end den allerede rummer.
Lynne Ramseys "Ratcatcher" er en mærkelig beretning om proletariatets
elendighed og to drenges død i 1970ernes Glasgow. Sjældent ser man så
megen social og menneskelig nød i et traditionelt vestligt land beskrevet
som her. Der bygges nye huse, men for den tragiske drenge-skæbne i filmens
centrum bliver de kun en drøm, skildret i sært smukke billeder, hvor
mennesker når frem til husene gennem modne kornmarker.
Mon drømme-sekvensen i "Ratcatcher" skal få mig til at tænke i bibelske
termer på hvedekornet i jorden? Næppe i dette tilfælde, men film og især
mere visionære film skulle gerne få os til at tænke og drømme. Vi har brug
for arrangementer som Interfilms seminarer i Bad Segeberg, Nîmes, Riga og
nu Örebro for at dele indsigt og visioner med hinanden.
Filmen, den syvende kunstart, er blevet kaldt for en profetisk kunstart.
Dens store potentiale er mødet mellem himmel og jord: mødet mellem det
forståelige og den dimension af tilværelsen, der ikke kan beskrives med
almindelige ord eller billeder.
Trykt første gang i tidsskriftet Vision Nr. 9 (september 2000)
Jes Nystens anmeldelse af "Fucking Åmål" findes under vore
filmanmeldelser
|
