Forside

Om os, kontakt, medlemskab

Kirkebio, ideer, legal filmvisning

Filmanmeldelser

Materialer

Filmlitteratur

Gabriel

Interfilm

Kurser

Foredrag

Vision

Links



Hans Hodel




 


Interfilm jubilæum
- og nye film i Paris 2005


Af Bo Torp Pedersen


”Paris er nok en messe værd!” Det er, hvad Henri de Navarre skal have sagt, da han forlod protestantismen, gik over til katolicismen, indtog Paris i 1594 og blev kong Henri IV. Katolikkerne havde vundet, og selv om det moderne Frankrig er en stærkt sekulariseret stat, så har franske protestanter en klar oplevelse af at være de små i forhold til katolikkerne. Blandt protestanterne er det de reformerte, som står stærkest, ikke mindst i filmsammenhæng i kirke og film-foreningen Pro-Fil.

Pro-Fil var vært ved et filmseminar 24.-25. september 2005, som også var en fejring af den globale bevægelse Interfilms 50 års jubilæum. Den særligt franske evne til noget vidtløftige og abstrakte diskussioner fornægtede sig ikke i seminarets program, hvor spørgsmålet ”Findes der en særlig kristelig synsvinkel på film?” var emne for en rundbords-diskussion. Men lektor Yann Terrien påviste senere på en fin måde - med glimrende filmcitater - kristne dimensioner, hvor man måske ikke lige ventede dem.

Interfilm-jubilæet blev fejret med udgivelsen af bogen ”Kirche und Film im Dialog” og med en reception, hvor Interfilms formand Hans Hodel (billedet) udnævnte Jean Domon som nyt æresmedlem.

En særlig gæst ved Interfilm-jubilæet og Pro-Fil-semiaret september 2005 var den engelske filminstruktør Kenny Glenaan, som fortalte om sin film Yasmin, der modtog Templeton Filmprisen for 2004 og den økumeniske jurys pris ved filmfestivalen i Locarno.

”Yasmin” er en film i den stærke engelske tradition for hverdags-realistiske spillefilm. Den udspiller sig i en lille nordengelsk by, hvor der i årevis har boet mange indvandrere af pakistansk oprindelse. Titelpersonen er en ung kvinde, som prøver at skabe sig i et liv både i hendes traditionelle families miljø og i det moderne engelske samfund. Men efter terrorangrebet på USA den 11. september ændres holdningerne i det engelske samfund med ét; Yasmins verden – hendes særlige dobbeltidentitet - går i stumper og stykker. Det gør indtryk!

Paris er fortsat en meget levende filmby, hvor der er plads til film overalt, også i et hjørne af det nye kolossale nationalbibliotek, hvor der er en god biograf og en videohandel. Repertoiret er vidtspændende, og der er stadig plads til repriser på gode, gamle film, f.eks. en serie James Dean-film, Hitchcock og andre.



I fransk film tegner der sig p.t. ikke nye store skikkelser, men produktionen fortsætter med uformindsket kraft, og også film, der ikke er eller bliver milepæle i filmhistorien, har deres berettigelse. To kvindelige instruktører skal bemærkes. Den rutinerede Diane Kurys har taget en kendt opskrift og lavet en ny variation over den i filmen ”L’Anniversaire”, hvor en rig mediemogul (spillet af Lambert Wilson) samler gamle venner til en overdådig fødselsdagsfejring. Det går ikke stille af – proppen går også af de ’flasker’, som indeholder gamle fjendskaber og frustrationer, kærlige og mindre kærlige følelser. Man underholdes godt, og ud over Wilson (midt i billedet ovenfor) gør især Michèle Laroque (yderst t.h.) som afdanket diva et festligt og blivende indtryk.
 




 




Den unge Anne Fontaine har skabt et sært, dragende psykologisk drama ”Entre ses mains” (billedet herover), hvor en ung gift kvinde fascineres af en særpræget klient i det forsikringsselskab, hvor hun arbejder. Man forstår, at hendes pæne dagligliv med mand og børn er blevet for meget rutine, men manden, hun møder, gemmer måske på en farlig hemmelighed. Filmen byder på fremragende skuespil af Isabelle Carré og Benoît Poelvoorde i de to hovedroller. Det er instruktørens og Carrés fortjeneste, at man fuldt engageret følger den unge kvinde selv i hendes sidste farlige og overraskende handling, da hun har sikkerhed for, at manden faktisk er morder.

To mandlige instruktører skal også noteres, men Cédric Klapisch er sluppet mindre godt af sted med den løst sammenhængende komedie ”Les poupées russes”, hvor han følger en inderlig uinteressant, dybt forvirret og ubeslutsom forfatterspire – og dennes eventyr med kvinder i flere lande. At den russiske ’dukke’ er en balletdanserinde siger noget om opfindsomhedsniveauet i denne film.



I Philippe Collins lidt ujævne kriminalfilm ”Aux abois”, som foregår i 1950erne, har en mandlig forsikringsansat så store private økonomiske problemer, at han begår et rovmord. Uden begejstring begynder han at rejse og feriere for at nyde godt af sin nye rigdom – og fuldstændig flegmatisk lader han sig senere anholde, dømme og føre til guillotinen. Filmen lader sin hovedperson står helt uforklaret, og gør det dermed svært for tilskueren at engagere sig. Vi kan kun formode, at morderen med de pæne manerer skal tillægges en vis charme, og for en stund giver han nyt liv til en ensom moden kvinde, en enke. Takket være skuespillerinden Ludmila Mikaël står denne episode i filmen særligt stærkt, og derfor lægger man også mærke til en bibemærkning sidst i filmen om, at den ensomme kvinde begik selvmord efter dødsdommen over manden, som for hende var det modsatte af en morder.

De store fra filmhistorien kan nu igen nydes på det verdensberømte Cinematek i Paris, som netop har har fået nyt domicil i Bercy-kvarteret. Cinemateket er genåbnet med en fantastisk udstilling om Renoir far (maleren Pierre Auguste R. 1841-1919) og søn (filminstruktøren Jean R. 1894-1979), dertil en komplet serie af Jean Renoirs film, inklusive "La règle du jeu", hvor Jean Renoir selv har en vigtig rolle (se billedet herunder), men også en hyldest-serie med Michael Caine og en fornem række Douglas Sirk-film.



Filmene flimrer fortsat forbi vore øjne og vækker vor interesse – helt eller delvist. Danskere vil helst afskrive franskmænd som arrogante chauvinister, men vi skylder – ligesom resten af Europa – fransk filmkultur den største tak, fordi franskmændene kæmper videre for den europæiske films eksistens og egenart. De synes til tider at kæmpe helt alene, og selv om der selvfølgelig er positive undtagelser i den moderne amerikanske medie-imperalismes udbud, så har vi utrolig meget at miste, hvis vi lader den få frit løb. Franskmændenes egne film beviser - selv i lidt magre årtier - at der er store kunstneriske og menneskelige værdier at slås for. Vive la France!
 


 


Denne hjemmeside blev opdateret 3/10, 2018