Faderhuset
""Faderhuset" skal indtages med et "gevaldigt gran" salt"
Af: Helle Sihm
Det allersidste klip i filmen “Faderhuset” viser den virkelige Ruth Evensen/Kristiansen, der forklarer begrebet “manipulation”: Dels dets latinske oprindelse, dels dets betydning, dels hendes egen fortolkning. På dette tidspunkt er filmens publikum frastødt, forarget, dybt chokeret over de enkeltstående, grufulde eksempler, der netop er blevet oprullet for at tegne et billede af “Faderhuset”, dets grundlægger, dets i egen mening guddommelige, ufejlbarlige leder, “Ruth-mor”. Filmen består af chok-punkt-nedslag uddraget fra den helhed, der udgøres af den danske sekt “Faderhuset”, og bag den står hele tre filmskabere: Andreas Koefoed, Eva Mulvad og Adam Nielsen, som har valgt den samme form, som så overvældende nyskabende og velfungerende blev skabt af Jesper Dalgaard til hans “Mors drenge”. En form for drama-dokumentar, hvor formen får lagt endnu mere vægt på doku-delen end den velkendte drama-dokumentar.
Tre frafaldne fra sekten Faderhuset fortæller de grusomme oplevelser, de har haft der, og så skal disse ufattelige, grænseoverskridende overgreb fremstilles af professionelle skuespillere, som de frafaldne skal instruere, så situationerne bliver så præcise som muligt. Altså en form for “Verfremdung”, hvor indlevelse og kontinuitet bevidst brydes og nedbrydes. Denne form fungerede så formidabelt i “Mors drenge”, da dens dele til slut samledes til en tåretrækkende rørende, tilgivelses-forløsende helhed; det gør “Faderhuset” ikke, tvært imod: Her er det den personificerede ondskab, Ruth Evensen, der får det sidste ord, mens hendes tre ofre, der kommer til orde her, årtier senere stadig kæmper med traumer og eftervirkninger. Ethvert af punktnedslagene, enhver af de frafaldnes historier er vanvittigt frastødende: Spændende fra det latterligt groteske til det skræmmende morderiske. Fra at Ruth Evensen med total, gispende, smerteskrigende indlevelse over ca. fire timer, “føder” en voksen kvinde, som skal udgøre hendes datter, til den syndefulde unge mand, som straffes ved at blive nedgravet i strandkanten, mens sekt-medlemmer propper håndfuldevis sand i hans mund.
Frafaldne Camilla instruerer en synligt rystet Trine Dyrholm i at agere en “Ruth-mor”, der opfører sig som den guddom, hun selv er overbevist om, at hun er, ydmygende sine “disciple” med nedladende ord og ørefigner, så det synger, og er disse ikke helt hårde nok, overtager Ruths nye mand tævene; her udøves både psykisk og fysisk tortur mod sekt-medlemmerne.
I en klasse for sig er unge Emma Sehested Høegh, som føjer endnu en triumf til sin allerede imponerende karriere med sit portræt af Ruth Evensens niece, Kristina Djarling, sektens “indpisker” og swingende, hyperenergiske kor-leder, som mod filmens slutning, i én lang optagelse, gennemspiller et totalt sammenbrud fra opblussende vrede til det vildeste, psykopate, skrigende, hvinende hysteri og vanvid – en præstation så imponerende, at den fuldstændig tager pusten fra et målløst måbende publikum.
Frafaldne Jerry skal spilles af David Dencik, og filmen bruger mange, lange klip på at vise, hvordan Dencik, under Jerrys instruktion, kommer til at både tale, agere og bevæge sig præcis som den handicappede frafaldne. Et både imponerende og spændende indblik i skuespilleres metode og rolle-dannelse; det har bare intet med Faderhuset at gøre. Selve dette begreb, filmens titel og vel dens (for)mål, oplyser filmen alt for lidt om: Hvordan er sekten opstået, udviklet; her oplyses blot via de dramadokumentar-typiske skrevne sætninger, at sekten nedlægger sig selv i 2013, men til allersidst så at den fortsat er aktiv i både Danmark, Tjekkiet og Sydafrika?!?
Netop invalide Jerry er en spændende person, som åbent fortæller om sine oplevelser i sekten, men altså netop sine egne, personlige minder som én af de tre frafaldne. Han var bla med til, blev slået bevidstløs og føler, usandsynligt nok glæde over at få lov at lide for sin sekt, for sin “Gud”, Ruth, under de vilde, voldsomme begivenheder i 2007, da Faderhuset køber det ikoniske Ungdomshus med den endnu mere ikoniske adresse Jagtvej 69. Nu findes der utroligt få optagelser af sektens virke og Faderhusets indre, men mængder af oprørerne, kampene ved Jagtvej 69, som filmen så viser, spændende, et skræmmende Københavner-tidsbillede af et sejrrigt ungdomsoprør, som til slut fik Ungdomshuset revet ned, men igen: Det har ikke noget med selve Faderhusets virke at gøre. Filmen “Faderhuset” fortæller simpelt hen – med sine tre frafaldne, de usammenhængende chokerende punktnedslag og for få faktuelle oplysninger – alt for lidt og alt for ufacetteret om Faderhuset. Filmens skabere siger: “Det er vores håb at filmen minder os om, hvor livsvigtigt det er, at bevare den sunde fornuft og den kritiske sans”. Et glimrende citat, der også bør anvendes ved synet af denne film, for “Faderhuset” skal indtages med et “gevaldigt gran” salt.
Over stregen
Relaterede Anmeldelser
Mørkeland
26. august 2024
Fuld af kærlighed
10. juni 2024