Over stregen
"Dokumentarisk realisme - fantastisk skuespil"
At rigdom ikke er lig med lykke, undertiden det stik modsatte, vidner far Thomas’ og den 13-årige søn Martins tilværelser om netop nu: Mor er flyttet ud af herskabsvillaen, eneste spor af hende er en anhænger fyldt med flyttekasser efterladt i den herskabelige indkørsel, til konstant sorg-og-savn-opruskende irritation for både far og søn.
Martin går i 7. klasse, en mild, venlig dreng, der gør alt for at glæde sin far, og bare vil have lov til at passe sin skole og sin håndbold, hvor han trænes af far, i fred og ro. Men en ganske kort begivenhed på hans daglige skolevej demonstrerer fornemt filmisk teenagedrengens voldsomme angst: Han skal sekundkort cykle under en mørk viadukt, hvilket gør ham rædselsslagen. Forståeligt, for i hans inkluderende klasse går bla. ADHD-hærgede Theis, som mobber så ondt og voldsomt, at Martin brækker næsen. Modbydeligt og smertefuldt i sigselv, men ekstra grusomt, da Martin netop denne weekend skulle have spillet en vigtig håndboldkamp, Far Thomas er en voldsomt dedikeret, voldsomt temperamentsfuld træner, -og far! , og tropper -endnu engang,- op på Martin skole for at få sat en stopper for den konstante, ondskabsfulde mobning af sønnen. Rektors reaktion: “Vi er en inkluderende skole, der skal være plads til og forståelse for ADHD-drenge som Theis, det er bedst at flytte Martin til en anden skole!” Rasende, rystet, men hjælpeløs flytter Thomas så sønnen over på en anden skole. men da alle professionelle skolefolk i denne historie er totalt uempatiske, støder Martin også ved ankomsten til denne på en klasselærerinde fra Helvede, som har glemt at skaffe ham en plads, og i sin totale ligegyldighed ydmyger og håner ham fremfor at indlemme og støtte.
Men til gengæld sidder hun dér, i solen ved vinduet: Søde, imødekommende lyse Siv. Martin forelsker sig lynhurtigt og gengældt. Alt ser lyst ud, men så spænder pengene ben: Til en festlig fødselsdag som far holder for Martin med hele klassen i og ved poolen i haven forsvinder en 200kr. seddel med deraf følgene beskyldnings-sladder. Far giver så Martin er dankort; flere pengeproblemer, for en klassekammerat stjæler det og går fuldstændig shop-amok for et enormt beløb, men der er jo altså overvågningskameraer i butikkerne. Igen går far Thomas amok, stormer væk fra sin arbejdsplads og konfronterer skolens feje, svage, undvigende rektor.
Da handlingen bygger på virkelige begivenheder, er det både skræmmende og forargende at opleve samtlige skolefolk opføre sig så totalt og frastødende uempatisk og afvisende ligeglade overfor både far og Martin. For dem alle er begreber som trivsel og omsorg noget rent fiktivt.
Martins forelskelse i Siv og glæden ved sine nye pige-kammerater giver et voldsomt bag-slag: De nye drenge-klassekammerater gentager der ondskabsfulde mobning og efterhånden får denne – på trods af fars undertiden hysterisk hektiske kamp for retfærdighed, -ja, undertiden forværret på grund af denne – katastrofale følger. Da Martin opdager, at nogle af hans gladeste, lykkeligste stunder fælt forvrænget, er blevet delt på de sociale medier, orker Martin ikke mere, ikke mobningen, ikke ondskaben, ikke livet. En kulmination, der bogstaveligt efterlader Martin i yderste livsfare og os publikummer på det yderste af sædet i angstfyldt spænding.
En intenst følelsesladet indigneret energisk virkelighedsbaseret fortælling, som i al sin stadigt stigende frastødende spænding tager fat på en hel hoben højaktuelle problematikker: Mobning, den fysiske såvel som den på de sociale medier, en ond skilsmisse, og hvad en sådan gør ved “de efterladte”, som sørger og savner så forskelligt, professionelle skolefolks skuldertrækkende ligegyldighed med udsatte, pinte og plagede elever, overdrevent hensyn til “diagnose-eleverne” i inklusionens hellige navn. En far, der stadig påvirket af egne oplevelser og erfaringer fra sin egen barndom kæmper så benhårdt for sin søn at det har voldsomme konsekvenser for dem begge.
Udover selve den aktuelle og vel-disponerede handling skyldes filmens uafrystelighed også det formidable skuespil fra især en nærmest uhyggeligt chokerende ægte Martin Greis-Rosentahl som far Thomas, fint suppleret af en rørende følsom teenage-troværdig Eigil Riis Hansen som Martin – han skal bare liiige lære at græde overbevisende! Gid denne film må blive set af rigtig mange, -gid dens fnysende indignation må sætte sig så kraftige spor at det faktisk vil føre til forbedringer.
